Aftenens tema her hos SF er ”Ligestilling” – og ligestilling handler jo om, at uanset om man er født som dreng eller pige, hindu eller kristen, sort, hvid eller brun, så har vi alle sammen ret til at blive behandlet ordentligt, og vi bør alle sammen have lige mulighed for at skabe os et godt liv.

Men hvis vi løfter blikket fra Christiansborg og skuer ud over verden, så er det jo næsten til at få tårer i øjnene over, hvor ulige muligheder mennesker har for at skabe et godt liv

Den lille pige, der i nat kommer til verden lige her ude på Rigshospitalet har nogle helt andre muligheder end hende, der ser dagens lys i et slumkvarter i Rio eller en lille træhytte i Etiopien - mange, mange mennesker har svært ved bare at holde sig i live – hvert 5. sek. er der et barn der dør pga. sult og fattigdom.

Og med vores måde at behandle miljøet på, ser fremtidsudsigterne ikke meget lysere ud for de kommende generationer af jordboere – ikke med mindre vi kan få vendt udviklingen.

Der er lang vej igen, før vi kan tale om global ligestilling, og det kan kun lade sig gøre, hvis vi står sammen og alle sammen tager et medansvar.

Hvis ikke vi gør det, så er det ikke bare tarveligt overfor de millioner af mennesker, der lever i sult og elendighed – det er også ualmindelig dumt.

For den kolossale ulighed i verden bringer et kølvand af problemer med sig. Det skaber ustabilitet, krige, terror, flygtningestrømme og miljøkatastrofer. Verdens lande er så tæt forbundet, at hvis vi ikke samarbejder om at løse de grundlæggende problemer, samarbejder om at vende udviklingen, hvis ikke vi i den rige del af verden tager et virkeligt medansvar for at mindske den store ulighed, så kommer det i sidste ende til også at ramme os selv. Det er vores allesammens fremtid, der står på spil.

Forureningen er grænseoverskridende, flygtningestrømmene er grænseoverskridende, terroren er det. Krige og ustabilitet påvirker den verdensøkonomi, der i vid udstrækning også er en forudsætning for, at vi kan have den levestandart, vi har i Danmark.

Hvis vi forestiller os, at verden var et skib, og nationalstaterne er kahytterne, så siger det jo sig selv, at det ikke er nok bare at bekymre sig om, hvordan man skal indrette sin egen kahyt. Hvis hele skibet er på kollisionskurs, eller der er et stort hul i bunden, eller dem i nabokahytten er så forarmede, at de ikke har overskud til at tætne siderne i deres kahyt, så nytter det jo ikke meget, at vi kan bryste os af, at vi har den pæneste indretning, eller de blødeste køjer eller at vi har været dygtige til at tætne vores egen kahyt, så der ikke slippe vand ind der.

Vi er, om jeg så må sige, alle sammen i samme båd – og det er ualmindeligt ubegavet, hvis vi ikke tager et medansvar for at holde skuden oven vande.

Hvis vi vil tage ansvar for den lille pige fra Rigshospitalet, så må vi også tage medansvar for pigen fra Rio og pigen fra Etiopien. Vi må arbejde for, at de alle sammen får mulighed for at skabe sig et godt liv – at mulighederne for mennesker i denne verden bliver fordelt lidt mere lige.

Og det er ikke fordi jeg tror, at vi fra den ene dag til den anden kan lave verden helt om, men hvis vi i første omgang kunne finde den politiske vilje til i det mindste ikke at trække i den forkerte retning, med landbrugsstøtteordninger, miljøsvineri osv. så ville allerede det bringe os et langt stykke – det er ikke løsninger men vilje, der mangler.

Men hvorfor bekymre sig om det sådan en aften som i aften, til kulturnat bag slottets tykke gamle mure langt fra den store vide verden.

Det skal vi fordi der til hverdag bag netop disse mure træffes beslutninger, der er med til at påvirke udviklingen – og desværre ikke i den rigtige retning i øjeblikket.

For et flertal af de politikere, vi har valgt til at sidde herinde, skærer i ulandsbistanden, nedprioriterer miljøet, og ser gennem fingre med uretfærdige landbrugsstøtteordninger, der ikke giver ulandene en chance – Christiansborg-politik er ved at udvikle sig til en gang nationalnavlepilleri, hvor ligestilling og medansvar er fremmedord og udsynet stopper ved den danske grænse – derfor bør vi netop sådan en aften overveje, om det er de rigtige mennesker, vi har valgt til at gå rundt herinde til hverdag.

Hvis der skulle være nogen tilbage, som ikke var helt overbevist om, at global ligestilling er vejen frem, så vil jeg her til slut minde om pointen i Tor Nørretranders bog ”Det generøse menneske”, som nogen af jer måske har læst.

Han indleder bogen med et berømt citat af Jesus-maleren Jens Jørgen Thorsen der siger ”Jeg maler for at få fisse” – Og Nørretranders pointe i bogen er, at når vi laver kunst, er generøse eller kæmper for at gøre verden bedre for andre end os selv, så er det i virkeligheden bare for at gøre indtryk på det modsatte køn – vise at vi oser af overskud, ligesom påfuglehannen der i hunnens øjne er mest sexet, når han har overskud til at slæbe rundt på en rigtig stor upraktisk hale.

I så fald burde SF’s arbejde for at skabe en bedre verden jo gøre os til et at de mest sexede partier, der er repræsenterede på Christiansborg. Jeg ved ikke om Nørretranders tese helt holder stik, men hvis den gør, så vil jeg da gerne opfordre jer alle sammen til også at gå herfra lidt mere sexede.

Tak for ordet og fortsat rigtig god kulturnat!