Kontakt Bliv medlem
 www.sf.dk
Forside
Nyheder
Politik
Om Signe
Sagt og skrevet
Det sker
Links
Hovedstadsregionen

Tilbage til oversigten: Sagt og skrevet

Tale om at værne mod fattigdom


Holdt i Borgerrepræsentationen den 6. april 2006 i forbindelse med mit forslag om en 5-timers jobgaranti, der kan skærme mod 300-timers regel og kontanthjælpsloft.
 

Danskerne bliver rigere og rigere. For gud ved hvilket år i træk slog julehandlen igen alle rekorder. Friværdi og eksotiske rejsemål, er blevet hotte emner i de nyinstallerede samtalekøkner. Men mens de fleste danskere får flere og flere penge mellem hænderne, så er nogle af de allerfattigste i vores samfund systematisk blevet gjort fattigere og fattigere. Med love om starthjælp, kontanthjælpsloft og snart også 300-timers regel, svinges den økonomiske pisk igen og igen over de mennesker, der befinder sig nederst i samfundet. Og det har voldsomme konsekvenser for de mennesker, det går ud over.

Jeg vil gerne læse op af et par udtalelser fra familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet

Op til jul, var der en familie, der skrev:

”Vi går tur til familien med hatten i hånden for at tigge kalenderlys, gran og hvad der nu hører sig til, for hvis vi selv skal købe det er det på bekostning af aftensmad og madpakker. Det gør ondt og føles meget meget grimt at bede sine forældre om sådanne ”småting”.

Vores børn skal ikke føle sig mindreværdige, de skal have en traditionel dansk jul, derfor smider jeg min stolthed over bord, kun for deres skyld. DET GØR ONDT! ”

En anden familie skriver:

”Et af vores børn fik i børnehaven fingeren i klemme i en dør og måtte sys på skadestuen. Desværre ville betændelsen ikke fortage sig og vores barn måtte have antibiotika - ca. 120 kr. De næste dage var vores aftensmåltider betinget af, hvor mange flasker vi kunne finde og sælge.”

En tredje familie, der i øvrigt har etnisk baggrund, skriver:

Vi er forældre til 4 Børn, Vores Børn har det dårligt på grund af loftsloven.

Vores børn integrerer sig godt med det Dansk samfund. Nu kan vi ikke give vores børn det som vi plejer.

Vi kan ikke betale klubber og skole-fællesskaber. Hvis der er en der har fødselsdag fra klassen siger vi nej, det kan de ikke deltage i, vi har ikke råd til at betale gaver for dem. Vores børn fungerer meget godt i skolen. Men nu er det altid: Nej, Nej, det kan vi ikke klare. Så vores børn er altid hjemme efter skole. ”

Man kan i øvrigt læse mange flere hjerteskærende udtalelser på hjemmesiden www.LoftsramteEksperter.dk

Der er ikke vores skyld, at disse familier er blevet så fattige. Lovene bliver lavet på Christiansborg. På den anden side, kan jeg heller ikke acceptere tanken om, at vi bare lader stå til. Hvis det overhovedet sår i vores vagt, at værne disse mennesker mod den værste fattigdom, så har vi som ansvarlige kommunalpolitikere og som medmennesker en pligt til at gøre det.

Og vi kan faktisk gøre noget for nogle af disse familier. Ved at skaffe dem et ordinært arbejde 5 timer om ugen, kan vi give dem en mulighed for at gå fri at både kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen.

Begge disse lovgivninger kan have ganske alvorlige økonomiske konsekvenser for kontanthjælpsmodtager og deres familier:

  • Kontanthjælpsloftet betyder, at man kan miste hele eller dele af sin boligstøtte: en familie kan miste op til 2.700 kr. netto pr. måned – altså 2.700 kr. mindre i hånden – det er vanvittig mange penge, når man er på kontanthjælp. Loftet rammer, når man har været på kontanthjælp i et ½ år, og det rammer ofte børnefamilier hårdest, da det for det meste er dem, der får den højeste boligsikring. Kontanthjælpsmodtagere i aktivering, ulønnet praktik, sprogskole ol. bliver også ramt af loftet, men med 5 timers ordinært arbejde om ugen, vil man igen kunne få udbetalt den boligstøtte, man er berettiget til.

    I Københavns Kommune er der ikke tal for, hvor mange personer, der er ramt af kontanthjælpsloftet, men kommunen har sparet knap 1,5 mil. kr. i boligstøtte som følge af loftet.
     
  • 300-timers reglen betyder, at en ægtefælle mister retten til kontanthjælp, hvis vedkomne ikke har haft 300 timers ordinært arbejde i løbet af 2 år: en familie kan dermed miste op til 11.000 kr. før skat pr. måned. Loven rammer dem, der hører til matchgruppe 1-4 – match 5’erne (dvs. mennesker, der nærmest ikke har nogen arbejdsevne) er undtaget. Kontanthjælpsmodtagere i aktivering, ulønnet praktik, sprogskole ol. bliver også ramt, men med 5 timers ordinært arbejde om ugen, vil man kunne opfylde 300-timers kravet.

    I Københavns Kommune er der i dag 1.350 ægtepar, som potentielt kan rammes 300-timers reglen.

Fra SF og Enhedslisten foreslår vi derfor en 5-timers jobgaranti, så alle der kan arbejde er sikret min. 5 timers arbejde om ugen. Og så alle der kan arbejde, får en mulighed for at undgå regeringens økonomiske pisk.  

Det er jo ikke rimeligt at piske løs på folk for at få dem til at gå ud af døren, hvis der ikke er nogen dør at gå ud af. Når regeringen ikke vil droppe pisken, så må vi som ansvarlige kommunalpolitikere træde til og se, om vi kan trylle nogle døre frem – en jobgaranti kunne være en af dem.

Udover at værne nogle af disse mennesker mod, at blive endnu fattigere, så vil en jobgaranti kunne give flere kontanthjælpsmodtagere en reel tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket på længere sigt vil kunne styrke deres muligheder for at kunne komme ud af offentlig forsørgelse.  

Så selvom mit udgangspunkt er, at værne nogle af de fattigste af vores borgere mod at blive endnu fattigere, så ser jeg samtidig også nogle mere fremadrettede perspektiver i vores forslag.

Tilbage til oversigten: Sagt og skrevet

 
 
Signe Goldmann - Rungsted Plads 21, 4.th., 2200 København N. - Telefon: 60 10 10 32