For la' os nu kalde en spade for en spade: I den offentlige sfære, i samfundets magtfulde positioner i erhvervsliv og politik, på arbejdsmarkedet, og i den del af sexlivet, der er til syn og til salg, er det mændene, der har overtaget. Og lad os nu kalde en spade for en spade: Der er ikke ligestilling mellem kønnene, førend en kvinde kan gå med bar mave eller tørklæde, som det passer hende, uden at det tillægges en særlig betydning, førend mænd kan passe børn eller tage barselsorlov, uden at chef, venner, kolleger eller kvinder kigger skævt til dem, og førend drenge og piger kan lege med perler eller pistoler, som det passer dem i daginstitutioner og på fritidshjem.

Som feministisk firkløver gik vi til kommunalvalg på at sætte ligestillingen på dagsordenen i København. Det løfte har vi tænkt os at holde.

Fra Nyrops smukke gamle rådhus forvalter 55 borgerrepræsentanter byen og cirka 50.000 kommunalt ansattes arbejde. Både blandt politikere og ansatte findes en skævhed i kønsrepræsentationen, som vi konsekvent arbejder på at ændre.

21 af Borgerrepræsentationens medlemmer er kvinder. København har 1 overborgmester og 6 fagborgmestre. Alle 6 fagborgmestre er mænd. Og selv om det er en sejr for ligestillingen, at København har fået sin første kvindelige overborgmester, er det ikke godt nok, at mændene sidder så tungt på resten af magten. Denne skævhed vil vi gerne ændre. Derfor opfordrede vi under konstitueringsforhandlingerne de andre partier til at placere nogle kvinder i Borgerrepræsentationens mest magtfulde udvalg, økonomiudvalget - og vi gav naturligvis selv en ung kvinde sæde i udvalget. Ikke overraskende fik vi fra bl.a. de konservative den velkendte kommentar tilbage om, at »det er kvalifikationerne, der er afgørende«. Resultat: I økonomiudvalget sidder 3 kvinder og 10 mænd.

Magten i København ligger ikke alene hos de folkevalgte, men også blandt embedsværket og topembedsmændene. Og ligesom 68 procent af andre kvinder (jævnfør Ugebladet A4) mener vi, at vi skal have flere kvindelige ledere i Danmark.

Københavns Kommune vedtog i 2003 en ligestillingspolitik, der bl.a. skulle sætte fokus på ligestilling i ansættelser. På direktionsniveau er der i Københavns Kommune 17 procent kvindelige ledere. Blandt ledere, der refererer til direktionen, er 33 procent kvinder, og i bunden af lederhierarkiet er 62 procent kvinder. Jo højere placeret, des færre kvindelige ledere. Når vi skal være med til at ansætte topchefer i kommunen, giver vi i alle udvalg udtryk for, at det er en prioritet for os, at der rekrutteres kvinder. Men meldingen er, at der ofte ikke er nok kvalificerede kvinder til at besætte topstillingerne.

Som folkevalgte vil vi naturligvis gerne have den bedst mulige betjening af embedsværket, så vi er sikre på at være klædt ordentligt på til at træffe de beslutninger, vi skal. Derfor står vi i et feministisk dilemma: Skal vi kæmpe for, at der slækkes på kravene til kandidater, så kvinder får en mulighed for at komme i betragtning til lederstillinger i Københavns Kommune, eller skal vi acceptere, at der - trods det at flere kvinder end mænd tager videregående uddannelser - stadig ikke findes kvalificerede kvindelige ansøgere til topstillinger?

Vi accepterer ingen af de to muligheder. Vejen frem er efter vores mening fastholdelse af en 37-timers arbejdsuge for alle. Det vil give mænd og kvinder lige muligheder for at kvalificere sig til lederposter, når det ikke er et krav, at man skal stå til rådighed for sit job 70 timer om ugen.

Årsagen til, at vi mener, at fastholdelse af en 37-timers arbejdsuge for alle er vejen til mere ligestilling på toplederniveau, er, at mange kvinder diskvalificeres, alene ved at de i de afgørende år i karriereplanlægningen ikke kan eller ikke vil lægge halvanden til to gange den almindelige arbejdsuge på arbejdspladsen.

Og det forstår vi godt.

For livet er jo andet end arbejde. Fastholder man 37-timers arbejdsugen for alle, vil det ikke alene åbne flere døre for kvinder senere i karriereforløbet. Det vil også give mænd med lederaspirationer og -job bedre mulighed for at stifte og indgå aktivt i familien. En win-win-situation - som en realisering af det feministiske projekt jo er.

Ligestillingblandt mænd og kvinder ansat i Københavns Kommune drejer sig ikke kun om besættelse af topstillinger. Ligestilling handler også om ligeløn, om at gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked: at der skal flere mænd i traditionelle kvindefag og omvendt.

Hvorfor det?

Ligeløn, fordi det modsatte er uretfærdigt. Penge er magt - magt til at fordele samfundets ressourcer - og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at hvorvidt man er født med en tap eller en revne skal være bestemmende for sandsynligheden for, om man ligger i den tunge eller den lette ende af lønskalaen. Kvinders bruttoløn (grundløn, tillæg, genetillæg, særlig feriegodtgørelse og pension) i den kommunale sektor ligger inden for langt de fleste faggrupper 5-10 procent under mænds (Det Fælleskommunale Løndatakontor).

Opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked, fordi vi hader den normmæssige spændetrøje, som kønnet er. Hvorfor er det 'unormalt' for piger og kvinder at interessere sig for biler eller elektronik? Hvorfor er det 'lidt til en side', hvis drenge vil gå i pigetøj, eller mænd vil arbejde med omsorg?

Som feminister vil vi udvide viften af mulige - socialt accepterede og normale - identiteter for alle mennesker. Og et skridt på vejen er at arbejde målrettet for et opbrud med det kønsopdelte arbejdsmarked.

I den kommunale sektor findes der overenskomstgrupper, hvor over 90 procent af de ansatte enten er mænd eller kvinder. De ekstremt opdelte faggrupper tæller for kvinders vedkommende f.eks. dagplejere, lægesekretærer, sosu-personale, økonomaer og rengøringsassistenter. For mænds vedkommende tæller de eksempelvis brand- og ambulancepersonale, portører, ejendomsfunktionærer og håndværkere. Hvis lille Frederik siger, han gerne vil være lægesekretær, er det med andre ord ikke normalt. Hvis Frederikke gerne vil være brandmand, er det heller ikke normalt. Et opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked er at udvide normen for, hvad mænd og kvinder kan gøre uden at være unormale. Det er med til at sætte individet fri.

I København vil vi indlede kampagner for at rekruttere flere mænd til traditionelle kvindefag og omvendt. Indsatsen skal i første omgang målrettes de ekstremt opdelte fagområder, for vi vil have flere mandlige sosu-assistenter og flere kvindelige håndværkere og maskinmestre. Vi vil bringe de kønsopdelte lønstatistikker ind i overenskomstforhandlingerne, og vi vil have smudstillæg til de - typisk - kvinder, der slider hårdt i fag, der ikke er særlig værdsat.

Som feministermener vi, at kvinder skal have mere magt i den offentlige sfære, og mænd skal have mere magt i den private. En undersøgelse foretaget af 3F viser, at en række mænd inden for traditionelle mandefag - f.eks. jord- og betonarbejdere - hverken kender deres juridiske rettigheder til barsel eller må 'få lov' at holde barsel af deres kærester eller koner.

Hvis ligestilling mellem kønnene skal ændres, er det altså nødvendigt med både ændret lovgivning for barsel, så en større del af orloven bliver øremærket til fædre, ligeløn samt holdningsændring blandt arbejdsgivere og kvinder.

Landspolitisk har SF stillet forslag om at ændre regler for barselsorlov således, at tre måneder bliver øremærket til faderen og bortfalder, hvis han ikke holder den. I København arbejder vi for at ændre mentaliteten blandt ansatte og borgere. Vi har sat fokus på barsel til fædre ved at pålægge forvaltningen at gennemgå kommunens overenskomstaftaler for skævheder ved at foreslå, at der udformes informationsmateriale til mænd om barsel, laves legestuer til fædre på barsel, oprettes en særlig side til fædre på kommunens sundhedsplejes hjemmeside. Det skal også sikre, at alle blanketter og alt informationsmateriale, der har med barsel og småbørn at gøre, gennemgår et ligestillingstjek og rettes til, så det henvender sig til fædre i lige så høj grad som til mødre. Som det er i dag, henvender blanketter og informationsmateriale fra jordemødre, sundhedsplejersker og daginstitutioner sig nemlig primært til kvinden, moderen.

Vi hader,at vores køn udstilles som sexobjekt til mandens tilfredsstillelse i porno, prostitution, reklamer og musikvideoer. Vi hader det, fordi der er nogen, der skal tjene penge på at udstille vores køn som sexobjekt. Som feminister hader vi også, når religiøse dogmer gør kvinder til særlig ærbare med behov for beskyttelse. Men som feminister holder vi fuldt og fast på vores ret til at gå med bar mave og lavtaljerede bukser, hvis det er det, vi har lyst til. Og vi holder fuldt og fast på andre kvinders ret til at gå med tørklæde, hvis det er det, de har lyst til. Det, vi reagerer imod, er, når de lavtaljerede bukser eller tørklædet på den ene eller den anden måde forbindes med os som endimensionale objekter. Kvindefrigørelsen og ligestillingen mellem kønnene opnås, når man kan gå med nedringet bluse, tørklæde eller joggingbukser uden at blive stemplet som henholdsvis en udfordrende, kysk eller kedelig kvinde. Kan man for helvede ikke bare få lov at være en kvinde?

I København vil vi have sat en stopper for Kanal Københavns ukodede pornosendetilladelse, for reklamer i bybilledet, der med seksuelle undertoner anvender kroppe - primært kvindekroppe - som blikfang. Vi vil sætte fokus på nedladende sprogbrug i byens institutioner, have sat køn på skoleskemaet i byens skoler og appellere til åbenhed og tolerance for dem, der klæder sig 'anderledes'. Sidst, men ikke mindst, vil vi lave en massiv indsats for at bekæmpe prostitution og dens negative følgevirkninger.

Bekæmpelseaf prostitution er en helt særlig del af den feministiske kamp. Det er den af to årsager: en social og en ligestillingsmæssig.

Kvinder i prostitution er typisk ofre for trafficking, og den primære årsag til at prostituere sig er økonomisk nød. Den lykkelige luder findes ikke. Kvinder i prostitution har langt større risiko for at blive voldtaget end andre kvinder; de presses til ubeskyttet sex og er socialt stigmatiserede.

Den ligestillingsmæssige grund til at ville bekæmpe prostitution ville bortfalde, hvis prostitution var lige udbredt blandt mænd og kvinder. Sådan er det ikke. Mandens ret til sex kommer før kvinders ret til ikke at være til salg. At vi som feminister tager afstand fra prostitution, handler således i høj grad om magt og frihed. Hvorfor skal mænds seksualitet have forrang? Hvorfor er den mandlige seksualitet ukrænkelig? Hvorfor skal man som kvinde finde sig i, at ens krop potentielt bliver efterspurgt som vare?

Vi gik til kommunalvalg på, at København ikke skal formidle prostituerede til brugere i systemet, og det er nu vedtaget, at kommunen ikke formidler købesex til handikappede. Beslutningen afstedkom en heftig debat i Borgerrepræsentationen om ret til sex versus ret til ikke at være til salg. For os er der ingen tvivl: Når handikaporganisationer forsvarer handikappedes ret til at købe sex, er det igen den mandlige seksualitets ukrænkelighed, der er udgangspunktet efter devisen 'sex er en menneskeret'. Og 'mennesker' har jo historisk set primært betydet 'mænd'.

Vi har fået sat en stopper for, at København benytter sig af hoteller, der formidler prostituerede til deres kunder, og vedtaget, at kommunen skal opfordre de store turistorganisationer til ikke at reklamere for escort, stripklubber og bordeller. Desuden er SF det eneste parti, der går ind for kriminalisering af køb af seksuelle ydelser.

Feminismehandler i høj grad om at ville omfordele magt og indflydelse, anerkendelse og ressourcer i samfundet. Derfor er vi først og fremmest socialister, dernæst feminister. Den feministiske kamp begrænser sig ikke til at handle om ligestilling mellem mænd og kvinder, men er en kamp mod systematisk marginalisering af visse grupper.

Som københavnske feminister har vi derfor blandet os i debatten om enliges og lesbiskes ret til at blive kunstigt befrugtet på det offentliges regning. Vi mener nemlig ikke, at samfundet skal diskriminere de grupper og enkeltpersoner, der vælger at leve i homoseksuelle parforhold eller under andre familieformer. Det er uretfærdigt, at kvinder i heteroseksuelle parforhold har rettigheder, som enlige og homoseksuelle kvinder ikke har. Vi vil have, at landets hovedstad skal være værdimæssig foregangskommune, og derfor hilser vi Out Games (homoolympiade) velkommen i København og har presset på, for at byen melder sig aktivt under fanerne blandt dem, der vil presse landets borgerlige regering til at ændre lovgivningen vedrørende kunstig befrugtning til fordel for enlige og lesbiske.

Som feminister tør vi godt sige, at kvinder skal have mere magt i samfundslivet, og at systematisk undertrykkelse af visse samfundsgrupper - herunder kvinder - skal bekæmpes. Ligestilling kræver både debat og konkret politisk handling. Som feministisk firkløver bidrager vi gerne til begge dele.)