For kort tid siden kom Rådet for Socialt Udsatte med deres årsrapport. Her kan man læse, at de mennesker, der i forvejen havde mindst og har haft det sværest, under denne regering har fået endnu mindre at gøre godt med, og dermed har fået det endnu sværere. Når det kommer til at bekæmpe uligheden, så er regeringen dumpet med et brag. Det kan jo egentlig ikke komme bag på nogen. Der er vel ikke mange, der seriøst har troet på, at statsministeren havde noget dybtfølt ønske om at komme uligheden til livs, selvom han havde travlt med at få lukket munden på Socialministeren, da hun lidt for ærligt kom til at sige det modsatte.

Men uanset hvad, der er blevet sagt om ulighed, så er handlingerne i hvert fald ikke til at tage fejl af. Love om starthjælp, kontanthjælpsloft og 300-timersregl. Besparelser på over 2 mia. kr. kan man læse i Rådets rapport. Den voksende ulighed er en realitet, som vi, som ansvarlige politikere i landets hovedstad, er nødt til at forholde os til.

Jeg er i øjeblikke i gang med at skrive en bog om kontanthjælpsloftet, hvor jeg har været rundt i landet og interviewe nogle af de familier, der er blevet ramt af loftet, og det er hjerteskærende historier om fattigdom i dagens Danmark.

Det er historier om familier, der for at få råd til aftensmaden, står op tidligt om morgenen, og mens alle vi andre stadig ligger i vores lune senge, lister de ud for at samle de ølflasker nattelivet har efterladt på gader, i buske og i skraldespande. Og de står tidligt op, både for at komme før de andre, der er ude i samme ærinde, men ligeså meget for ikke at blive set og genkendt - for de skammer sig.

Der er historier om børn, der ikke længere har råd til at gå til gymnastik eller fodbold. Historier om, hvordan man diskret holder en hånd foran munden, når man smiler, så man ikke afslører, hvor dårlig stand ens tænder er i.

I den beskæftigelsesaftale, vi har forhandlet på plads i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, er det lykkedes at få sat 12 mil. kr. af til at prøve at hjælpe nogle af disse familier i gang med et arbejde, måske bare nogle få timer om ugen, så de kan undgå de værste konsekvenser af regeringens lovgivning. Og jeg er meget tilfreds med, at det her er lykkedes at få sat fokus på, hvordan vi kan skærme mod den værste fattigdom. Men det vil langt fra være alle, vi kan hjælpe ad denne vej. Derfor vil jeg gerne sende en stærk appel her i forbindelse med budgetforhandlingerne om, at vi har disse mennesker med i vores overvejelser, når vi jonglere rundt med millionerne. Det kan f.eks. være i form af billige eller gratis fritidstilbud målrettet børnene i de fattigste familier.

En anden problematik, der er tæt forbundet til fattigdommen, er integrationen, for en stor del af de mennesker, der er blevet ramt af denne ulighedsskabende lovgivning, er mennesker, der har en anden etnisk baggrund end dansk. Vi har fået skabt en underklasse, der i høj grad er kendetegnet ved at have en hudfarve, der er mørkere end gennemsnits-kuløren. Ud over de økonomiske og sociale problemer som disse mennesker slås med i dagligdagen, så er der også mange af dem, der føler sig uønskede og oplever, at de bliver diskrimineret i vores samfund. Det kan vi ikke være bekendt, og det er desuden en tikkende bombe, hvis ikke vi for alvor får vendt udviklingen. Vi kan vel alle sammen huske billederne fra de brændende forstæder i Paris.

Det at få flygtninge og indvandrere i arbejde har i integrationsdebatten nærmest fåret status af mirakelmiddel. Vi kan ikke blive uenige om, at det er godt at folk kommer i arbejde, men det skaber ikke meget integration, hvis det er et rengørings-, eller et avisjob midt om natten, hvor man aldrig kommer i kontakt med en etnisk dansker. Og det giver heller ikke det store sociale løft, hvis vi kun får folk i job, hvor lønnen stort set ligger på dagpengeniveau. Så selvom vi kan glæde os over den faldende arbejdsløshed, så skal vi passe på, at den ikke blive en sovepude. Selvom alle kom i beskæftigelse i dag, så ville der stadig være en stor integrationsopgave, der skal løftes.

Når jeg taler med københavnere med etnisk baggrund, så kan langt de flest fortælle om, hvordan de har oplevet at blive diskrimineret i forskellige sammenhænge. Det kan være meget håndgribeligt, f.eks. når unge mænd ikke bliver lukket ind på diskoteker, eller står tilbage blandt dem, der ikke fik en praktikplads. Eller kvinder, der er blevet råbt eller spyttet efter på gaden. Det kan også være den mere uhåndgribelige af slagsen. Oplevelsen af at blive mødt med fordomme, blive tiltalt i et lidt andet tonefald, følelsen af altid at være bagud på point, før man overhovedet har nået at sige noget.

Hvis vi vil noget med integrationen, så er vi nødt til at tage fat på den diskrimination, der foregår i vores by.

I den integrationsaftale vi har lavet, er der blevet sat 1,5 mil. kr. af til at bekæmpe diskrimination, deraf skal ca. ½ mil. gå til en diskriminations”ombudsmand”. Jeg er rigtig glad for, at det er kommet med i aftalen, men hvis vi skal være realistiske, så får man ikke meget for en ½ mil.

For nogle uger siden inviterede jeg hele Beskæftigelses- og Integrationsudvalget med til Malmø, for selvom det er en mindre Svensk provinsby, så er den udstyret med eget antidiskriminationsbureau, med to faste medarbejdere. Jeg synes egentlig at det er lidt pinligt, at vi her i Danmarks hovedstad ikke engang kan matche Malmø på dette område. Jeg vel derfor også gerne sende en appel her i dag om, at vi prøver at finde lidt flere penge til dette område, så vi for alvor kan få gjort en indsats for at skabe en by uden diskrimination.  

Vi har fået lave en rigtig god integrationsaftale, som jeg personligt håber, der bliver fundet penge til i budgettet. Det samme gælder for skoleaftalen, der kan være med til at sikre, at alle byens børn får en skolegang, der åbner en fremtid af muligheder, så vi kan få brudt den negative sociale arv.

Det er mit ønske, at vi, når vi om 3½ år, slutter vores periode i Borgerrepræsentationen, kan se tilbage på vores arbejde med stolthed og sige, at vi virkelig gjorde noget for at sikre, at ALLE københavnere fik en chance! Regeringen er dumpet, men det gør det kun så meget desto vigtigere, at vi består.