 |
 |
 |
 |
På sidste møde i Borgerrepræsentationen blev
fattigdomsundersøgelsen behandlet, og forslaget om en
københavnsk fattigdomsgrænse, som jeg i sin tid tog
initiativ til blev vedtaget. For at sikre, at det ikke bare
er Socialforvaltningen, der tager ansvar for at gøre noget
ved fattigdommen i byen, stillede jeg et ændringsforslag om,
at samtlige forvaltninger skulle lave handleplaner for,
hvordan de kunne være med til at reducere antallet af
fattige og følgerne af fattigdom.
Fattigdomsundersøgelsen viser netop, at fattigdommen har en
lang række konsekvenser, f.eks. at det er svært at få råd
til fritidsaktiviteter, frisk frugt, medicin, husleje mm. Og
at det ikke kun rammer kontanthjælpsmodtagere men f.eks.
også pensionister. Derfor er det vigtigt, at alle
forvaltninger hjælper med til at løfte opgaven. Det kunne
være ved at se på mulighederne for gratis
fritidsaktiviteter, skolemad, busbilletter, indsats i
udsatte boligområder eller en mere massiv forebyggelse af
forskellige sygdomme, som vi ved rammer socialt meget skævt.
Jeg er glad for, at ændringsforslaget blev vedtaget og håber
nu på, at handleplanerne fra de forskellige forvaltninger
kan samles i en fælles fattigdomsplan, der kan nå at ligge
klar til budgetforhandlingerne i efteråret. Og så håber jeg
selvfølgelig også, at der vil være politisk opbakning til,
at vi her får prioriteret pengene til for alvor at gøre
noget ved fattigdomsproblemerne. |
|
|
 |
 |
 |
 |
Tilbage til oversigten:
Sagt og skrevet |