Da DKP gudskelov forsvandt ud af den politiske verden med murens fald, forsvandt også den leninistiske partiopfattelse. Det varede dog ikke længe før denne udemokratiske partimodel genopstod igen i Danmarks to nye ”arbejderpartier” – Dansk Folkeparti og Venstre.

Leninismen bygger på en stor mistillid til mennesket, borgeren og partimedlemmet. Disse er hverken i stand til at forstå komplicerede sammenhænge eller kollektivets sande interesser og mål. Derfor må en lille elite sørge for partiets ledelse, og så må de menige medlemmer agere partisoldater. Bedst er det selvfølgelig, hvis de menige gør dette frivilligt, men ellers må man true eller manipulere dem til at følge den rette linie, som ledelsen i deres uendelige visdom er nået frem til.

I DKP var det i lange perioder ikke nødvendigt at true særlig meget. Og det synes heller ikke at være tilfældet i de to nye leninistiske partier. Hvis vi tager Dansk Folkeparti først, så synes en meget stor del af partiets medlemmer slet ikke at lide af den fejlopfattelse, at der overhovedet skal eksistere et partidemokrati - for slet ikke at tale om debat. De forholder sig til eventuelle uenigheder på samme måde som de traditionelle kommunisterne gjorde det: Hvis man er uenig med ledelsen er man per automatik ballademager og fortjener at blive sat på plads eller ekskluderet.

Venstre er et mere sammensat fænomen. For der hylder man jo demokratiet – og ydermere vil man gerne sætte menneskets før systemet og beskytte og pleje individet. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at venstrefolk er så dygtige til at gå i flok. Det er beundringsværdigt, at 60.000 venstremedlemmer på samme tid helt af sig selv har fundet ud af, at den socialdemokratiske velfærdsstat er at foretrække frem for Venstres mere minimale stat. At de alle har foretaget denne bevægelse samtidig med partiledelsen må anses for en tilfældighed – for de er jo individer og ikke kollektivistiske flokdyr i Venstre?

Nej, det er de vel ikke. Men set udefra er det svært at se, at det er ud fra en mere fundamental refleksion over den økonomiske liberalismes mangler, at så mange venstrefolk tilsyneladende er blevet socialdemokrater. Hvorfor er de så blevet det? En del har vel ikke tilstrækkelig personlig selvstændighed til at lade være med at følge de dominerende strømninger og minder om den masse, der i Life of Brian står og råber ”We are all indivduals”. En del lider af den kommunistiske vrangforestilling, at det enkelte menneske til enhver tid må bøje sig for den kollektive interesse - der her er partiets bevarelse af regeringsmagten. Og den sidste – og langt den mindste – gruppe er i besiddelse styrken til at have selvstændige meninger. Og det er dem, der bliver slået ned af ledelsen og belært om den gode gamle leninistiske idé om demokratisk centralisme.

Men som Informations leder mandag den 19. juni dokumenterer, er de formastelige på ingen måde i modstrid mod partiets politik. Når de alligevel ikke må sige, hvad de mener, skyldes det, at Venstre også har overtaget kommunisternes strategi udadtil: At man ikke siger, hvad man vil. Det er i dag lige så umuligt at vide, hvad Venstre egentlig vil, som det i lange perioder var umuligt at vide, hvad DKP ville. Udadtil så det hele smukt ud, men man kunne ikke fortænke vælgeren i at være i tvivl om, hvorvidt det officielle billede også svarede til virkeligheden. Og sådan er det også med Venstre.

Man siger ofte, at Venstre er blevet et socialdemokrati nummer 2. Det er nok i virkeligheden ikke det, Venstre er. Når det kommer til nationalismen, ubehaget ved mangfoldighed og ensliggørelsen, er Venstre snarere et Dansk Folkeparti nummer 2 – og når det kommer til demokratiet, nærmer Venstre sig de kommunistiske partiers manglende tro på ægte partidemokrati.