 |
 |
 |
 |
For mig er
integration et af de vigtigste politiske områder. Det
handler om noget så grundlæggende som at sikre, at alle får
en fair chance for at være med i fællesskabet, at alle får
mulighed for at skabe sig et godt liv, og at vi sikrer
sammenhængskraften i vores samfund.
De sidste 2 år har jeg været SF’s beskæftigelses- og
integrationsordfører, og her har jeg særligt kæmpet for to
områder: Det ene er de fattige familier, der har fået endnu
sværere vilkår de seneste år pga. love som starthjælp,
kontanthjælpsloft og 300-timeres regel – en fattigdom der i
øvrigt har en massiv etnisk slagside. Det andet område er
bekæmpelse af diskrimination i København. Da jeg i efteråret
fik chancen for også at blive medlem af Børne- og
Ungdomsudvalget, var det en oplagt tanke, at forsøge at
kombinere det med mit arbejde i Integrationsudvalget – ikke
mindst fordi, skoler og daginstitutioner spiller en helt
central rolle i forhold til integrationen.
Men selvom de spiller en meget vigtig rolle, så er det
begrænset, hvad skolerne og daginstitutionerne har fyldt på
Integrationsudvalgets dagsorden. Det er jo egentlig ret
tankevækkende, men det gik først rigtig op for mig, da jeg
nu pludselig kom til at sidde i begge udvalg.
En væsentlig del af forklaringen skal nok findes i, at
Børne- og Ungdomsområdet har haft store økonomiske
vanskeligheder med efterfølgende strukturforandringer, og at
det derfor har været svært at forestille sig, at der ville
være plads til at sætte store nye indsatser i gang i forhold
til integrationen. Mit indtryk var, at det her og nu bare
handlede om at klare sig igennem, og træffe svære og
upopulære beslutninger til der kom styr på økonomien, og
først derefter kunne der blive plads til at finde de store
politiske visioner frem igen.
Jeg er imidlertid blevet meget positivt overrasket over,
hvor mange ting, der faktisk er i gang for at sikre en bedre
integration rundt omkring på skoler og daginstitutioner. Der
er københavnermodellen, der ad frivillighedens vej er med
til at sikre, at der kommer en bedre fordeling af et- og
tosprogede børn, der er ansat socialrådgivere og
integrationskonsulenter på en række skoler, der er
projekterne omkring mangfoldighed i dagtilbud, for bare at
nævne nogle af dem. Jeg har også haft lejlighed til at tale
med engagerede lærere og pædagoger, der kunne fortælle om,
hvad de gør for at styrke integrationen på netop deres skole
eller i deres institution. Jeg er derfor heller ikke i tvivl
om, at det er et område, der bliver prioriteret meget højt
mange steder.
Der er dog stadig et godt stykke vej igen, hvis vi skal
sikre en vellykket integration i København. Vi har stadig en
skæv fordeling af et- og tosprogede børn, og der er stadig
forskel på, hvor godt de klarer sig. Derfor er det også
vigtigt, at det fortsat er et område, der bliver prioriteret
politisk.
For at sikre det, har jeg foreslået, at Børne- og
Ungdomsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
får en fælles temadrøftelse om integration i skoler og
daginstitutioner. Det håber jeg, at der kan komme en masse
positivt ud af, ikke mindst i forhold til at få skabt en
endnu bedre sammenhæng i mellem det, der foregår i skolen og
det, der foregår i fritiden, mellem det, der retter sig mod
børnene og det, der handler om forældrene, osv.
Som sagt er integrationen et af mine hjertebørn, fordi det
handler om at give lige muligheder og styrke
sammenhængskraften. Det håber jeg, at jeg også kan være med
til at bidrage til politisk som nyt medlem af Børne- og
Ungdomsudvalget i Københavns Kommune. |
|
|
 |
 |
 |
 |
Tilbage til oversigten:
Sagt og skrevet |
