Det var en mærkværdig oplevelse, at læse kroniken ”Mens vi venter på katastrofen”, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i en lidt forurettet tone, beklagede sig over at blive fremstillet som en, der svinger pisken over nogle af de mest sårbare kontanthjælpsmodtagere. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man næsten få ondt af manden, og tænke, at det er da også synd, at han sådan bliver misforstået, når han i virkeligheden bare gerne vil hjælpe de stakkels kontanthjælpsmodtagere. Men når man kender historien bag, og når man kender til de voldsomme konsekvenser det har, når familier på kontanthjælp pludselig står uden boligsikring pga. kontanthjælpsloftet, mister retten til at få hjælp pga. 300-timers reglen, eller skal klare sig på den lave starthjælp, ja så efterlades man med en ualmindelig dårlig smag i munden. Katastrofen er allerede indtruffet for en lang række børn og voksne i bunden af vores samfund.

I forbindelse med en bog jeg er i gang med, har jeg været rundt i landet og interviewe en række familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet, og det er hjerteskærende historier om fattigdom i dagens Danmark. Børnefamilier, der står op tidligt om morgenen for at gå ud og samle flasker, for at få råd til aftensmaden. Syge mennesker, der ikke har råd til den medicin, de har brug for. Børn der ikke kan forstå, hvorfor de ikke længere kan gå til gymnastik eller fodbold, og ikke kan komme med på lejrskoler eller deltage i børnefødselsdage, fordi der ikke er penge til at købe bare en lille gave, de kan tage med. Regninger der hober sig op, og trusler om, at blive sat på gaden. Afmagt, fortvivlelse, skam og depressioner. Samtidig løber de panden mod et arbejdsmarked, hvor det fortsat er svært at få fodfæste, hvis man har store fysiske, psykiske, sociale og/eller sproglige problemer. Det er den virkelighed, jeg hører om fra de loftsramte, jeg er i kontakt med. Desværre er det en virkelighed, ministeren helt undlader at forholde sig til i sin kronik, på trods af, at det netop er det, der er kernen i oppositionens kritik.

Når man er parat til at skære så massivt i ydelserne til nogle af de allerfattigste, også dem der ikke kan arbejde, eller har meget svært ved at finde arbejde, så må man også tage kritikken på sig. Og i det mindste bør man da erkende, at fattigdommen er her allerede, alt andet er en hån mod alle de mennesker på nedsatte ydelser, der hver dag kæmper en fuldstændig ulige kamp for at få økonomien til at hænge sammen.

Claus Hjort Frederiksens Kronik "Mens vi venter på katastrofen" kan læses på Politikens hjemmeside her