For ca. 1½ år siden på et Nordisk råds møde udtalte vores statsminister: ”Der findes ikke fattigdom i de nordiske lande”.

For et par uger siden modtog jeg et brev fra en familie, der er ramt af kontanthjælpsloftet – moderen skriver:

I aften vil jeg bede Vor Herre om hjælp. Kommunen enten kan eller vil ikke. Derfor må det være tid, at ham deroppe viser sig, for det er nu vi har brug for ham: "Please giv os mulighed for at købe bare en lille gave til hvert af vores børn, bare en lille stang marcipan til konfekt og bare et lille juletræ.”

Og jeg får mange lignende breve. Forældre der ikke har råd til at holde børnefødselsdag for ungerne, aldrig har været på en rigtig ferie sammen, eller bare i biografen eller zoologisk have.

Jeg ved ikke hvordan I har det, men jeg synes vi har et fattigdomsproblem i Danmark. Det er den lille pige med svovlstikkerne om igen i en moderne fortolkning.

Men i dag har vi ikke definition af, hvornår man kan betragtes som fattig i Danmark – vi har ikke en officiel fattigdomsgrænse. Og som landet ligger lige nu, så er der ikke et flertal på Christiansborg for at få lavet sådan en definition. 

Men hvorfor er det så et problem, at vi ikke har en officiel fattigdomsgrænse?  
For det første, så bliver man jo nødt til at erkende, at der er et problem, for at kunne gøre noget ved det. Hvis vi ikke engang kan blive enige om, hvorvidt der er fattigdom i Danmark, så kan det være svært overhovedet at komme videre med forslag til, hvad vi kan gøre ved det.

For det andet, så bliver det sværere at følge udviklingen. For hvordan skal vi kunne sige, om der bliver flere eller færre fattige, når vi ikke har en definition. Og det bliver sværere at vurdere, om den politik vi fører skabe mindre eller mere fattigdom.

For det tredje er det en måde at lukke øjnene for de vilkår, som den fattigste del af befolkningen lever under. Det er lidt sværere hvis der hvert år kommer en rapport, der kan fortælle, at så og så mange voksne og børn lever under fattigdomsgrænsen – det forpligter os i hvert fald som politikere til aktivt at forholde os til problematikken.

Hvorfor bør vi forholde os til det i København?
For 1½ uge siden kom vismændene med en rapport, hvor fattigdom faktisk fyldte en del, og hvor det bl.a. står, at der er større sandsynlighed for at blive fattig, hvis man bor i København.

Desuden kan man fra kommunens side gøre en del for både at forebygge og afhjælpe fattigdom. Det kan f.eks. være at sikre, at der er fritidstilbud til fattige børn, eller som vi f.eks. har gjort i beskæftigelsesaftalen, hvor vi har målrettet en del af beskæftigelses indsatsen i forhold til at værne folk mod fattigdom, bl.a. via småjobs, der kan redde dem fra kontanthjælpsloftet og den nye 300-timers regel. Så selvom vi ikke kan bestemme f.eks. størrelsen på kontanthjælpen så har kommunen mange andre muligheder for at agere.

Hvis vi vedtager forslaget her, så vil vi også bedre kunne få afdækket, hvad det er for nogle mennesker, der lever under eller lige omkring fattigdomsgrænse, det vil også være en hjælp til os, når vi fra kommunens side skal finde ud af, hvad vi kan gøre for at afhjælpe fattigdommen.

Derfor lægger forslaget også op til, at forvaltningerne skal lave forslag til handleplaner der kan modvirke konsekvenserne af fattigdom.

Hvor skal fattigdomsgrænsen så gå?
Der findes mange forskellige metoder til at opgøre fattigdom. OECD og EU opererer med fattigdomsgrænser, der ligger på henholdsvis 50 og 60 % af medianindkomsten. Hvis 50 % grænsen anvendes, så er der ifølge vismandsrapporten fra det økonomiske råd 165.000 fattige i Danmark, hvis vi derimod anvender 60 % grænsen er tallet det dobbelte. Her taler vi om den arbejdsduelige del af befolkningen. Børn og studerende er ikke med i beregningerne. Men ifølge Red Barnet levede 40.000 børn i 2002 hos forældre der faldt under 50 % grænsen og 90.000 børn under 60 % grænsen.

Anvendelse af medianindkomsten som parameter kritiseres for, kun at sige noget om lighed og ulighed i samfundet. Men det siger i sig selv ikke noget om fattigdom. Både i Sverige og Norge bruger man derfor alternative metoder til at definere fattigdom. Sverige benytter den såkaldte budgetmetode, og Norge går skridtet videre og vurderer fattigdom efter en lang række indikatorer, f.eks. hvor længe man har været fattig, hvor mange børn, uddannelsesniveau mm..

Disse eksempler har jeg taget med bare for at sige, at der er mange måder at opgøre fattigdom på. Vi har i forslaget ikke lagt os fast på en konkret definition af fattigdom. Men vi mener, det er væsentligt at vi også tager højde for f.eks. sociale kriterier.

Jeg håber, at et flertal i dag vil være med til at bakke op om dette forslag. Så vi kan vise borgerne i København, at de har valgt nogle politikere (der i modsætning til flertallet på Christiansborg) tør tage fat på problematikken og som ønsker at gøre noget for at modvirke fattigdom i vores by.

Jeg har forstået på Borgmester Mikkel Warming, at man i Socialudvalget er i gang med at lave en rapport om fattigdom. Jeg har forstået på ham, at det ikke var tanken, at der skulle indgå en fattigdomsgrænse i rapporten, men at han mener, at det kan være med til at kvalificere rapporten, og at det derfor ville være oplagt at tage det med her. Det synes jeg sådan set ville være udmærket, og jeg har derfor heller ikke noget imod, hvis forslaget henvises til Socialudvalget. Det er ikke afgørende for mig, om det er Socialforvaltningen eller Økonomiforvaltningen, der arbejder videre med forslaget. Det væsentlige er ikke, hvor det sker, men at det sker.

Tak for ordet!

(Forslaget blev af en enig Borgerrepræsentation henvist til Socialudvalget med høring i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.)