Kontakt Bliv medlem
 www.sf.dk
Forside
Nyheder
Politik
Om Signe
Sagt og skrevet
Det sker
Links
Hovedstadsregionen

Tilbage til oversigten: Sagt og skrevet

Integration allerede i vuggestuen


Bragt i Jyllandsposten Øst d. 10. oktober 2007

Af Camilla Burgwald og Signe Goldmann, medlemmer af Borgerrepræsentationen for SF
 
Integrationsindsatsen kan ikke starte tidligt nok! I næste års budget er der sat penge af til at bibliotekerne kan fokusere på integration, og der vil blive gjort en indsats for at få flere forældre af anden etnisk herkomst ind i forældrebestyrelser.


Nok er det vigtigt – endda uhyre vigtigt, at få fat i de unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er vigtigt med ungdomsklubber og sportsforeninger der gør en særlig indsats for at invitere unge med indvandrerbaggrund indenfor. Og det er vigtigt, at der skabes nogle integrations- og oplæringsstillinger, så det bliver lettere for unge og voksne med indvandrerbaggrund at komme ind på arbejdsmarkedet. SF er glade og stolte over at disse tiltag er en vigtig del af Københavns kommunes budget for næste år.

Men det er ikke nok. Derfor er det rigtig vigtigt for SF, at integrationsindsatsen skal starte i familierne med de helt små børn. På Nørrebro har man i nogen tid kørt det succesfulde projekt ”Sprogporten”, hvor medarbejdere fra Nørrebro Bibliotek tager ud til småbørnsfamilier i Mjølnerparken. Børnene får en boggave og biblioteksmedarbejderen taler sprogstimulering med familien og opfordrer dem til at bruge biblioteket. Besøget følges op af flere besøg frem til barnet skal i skole. I næste års budget er der sat penge af til, at flere biblioteker i kommunen kan gå i gang med lignende integrationstiltag.

På SF’s initiativ er der nu også afsat penge til at igangsætte et pilotprojekt som har til formål at få flere forældre af anden etnisk herkomst ind i forældrebestyrelserne i daginstitutionerne og skolerne. Vi er overbeviste om, at aktiv medvirken i bestyrelserne vil give forældrene et større medejerskab af deres børns institution eller skole og styrke integrationen. Og at forældrenes synlighed og engagement i institutionen eller skolen vil øge børnenes følelse af at høre til.

I SF tror vi på, at en tidlig integrationsindsats i forhold til de små børn og deres familier vil gøre en forskel på lang sigt. Derfor er vi glade for, at vi i København har prioriteret det i næste års budget.

Tilbage til oversigten: Sagt og skrevet

 
 
Signe Goldmann - Rungsted Plads 21, 4.th., 2200 København N. - Telefon: 60 10 10 32