 |
 |
 |
 |
I 2008 fik Børn- og
Ungeudvalget i København forelagt 103 sager om
tvangsfjernelser. I alle 103 sager valgte et enigt udvalg at
godkende tvangsfjernelsen. Altså samtlige sager. Det har
fået alarmklokkerne til at ringe hos mig, for det kan meget
vel være udtryk for, at der er en gråzone af børn, der måske
burde tvangsfjernes, men hvor sagen aldrig kommer så langt.
Hvis der havde været blot et par sager, hvor vi havde valgt
ikke at følge forvaltningens indstilling, eller hvor der
ikke havde været enighed i udvalget, så ville jeg være mere
tryg ved, at vi også fik set disse gråzonebørn. Til gengæld
ser vi fra tid til anden sager i udvalget, hvor man kan
undre sig over, at barnet ikke er blevet fjernet på et
tidligere tidspunkt.
Det er altid dybt ulykkeligt og tragisk, når et barn skal
tvangsfjernes, men det er endnu mere ulykkeligt, hvis vi
ikke griber ind og fjerner et barn, når det er nødvendigt -
altså når der er fare for alvorlig skade på barnets sundhed
og udvikling, f.eks. pga. misbrug, vold, svær psykisk sygdom
eller andre former for omsorgssvigt, og når der samtidig
ikke er udsigt til, at problemerne kan løses med hjælp og
støtte i hjemmet.
Jeg ved, at det er et stort og ressourcekrævende arbejde for
sagsbehandlerne, når en sag skal forelægges Børn- og
Ungeudvalget, og det er meget voldsomt og indgribende for
den familie, der får at vide, at man vil tage en sag op.
Derfor er det selvfølgelig ikke noget, man skal gøre, med
mindre man mener, det er nødvendigt. Omvendt må
arbejdsbyrden eller hensynet til forældrene ikke resultere
i, at man ikke tvangsfjerner – det må og skal altid være
hensynet til barnet, der kommer i første række. |
|
|
 |
 |
 |
 |
Tilbage til oversigten:
Sagt og skrevet |
