|
”Foreningen til Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter”
har taget initiativ til at skrive en bog om, hvordan livet
er under kontanthjælpsloftet. Bogen kommer til at bestå af
interviews med 8-10 loftsramte familier. Signe Goldmann, der
er initiativtager, fortæller her om det første interview.
Vi kører
ned af de stille veje i parcelhuskvarteret i den lille by og
parkerer bilen foran et rødt murstenshus. Alt ser så
påfaldende normalt ud, at hvis ikke vi vidste det på
forhånd, så ville vi nok aldrig have gættet, at der bag
disse røde mure lever en af Danmarks fattige familier - en
sammenbragt familie bestående af to voksne, Kim og Pia, der
hver har 2 hjemmeboende børn fra tidligere forhold. De har
været sammen i 11 år, og blev gift i 2002. Selvom der ikke
er noget overdådigt ved hverken huset eller indretningen, så
er det først, da vi starter interviewet og hører deres
fortællinger, at virkeligheden begynder at åbenbare sig med
fravalg på fravalg, ubetalte regninger og afmagt over ikke
at kunne give sine børn et ”normalt” liv. Fortællinger om,
hvordan livet ser ud, når man bliver ramt af loven om loft
over kontanthjælp, en lov der tager boligstøtten fra
mennesker, der har været på kontanthjælp i mere end et halvt
år.
Familiens
forhistorie
Kim, der
i dag er 41 år, var sømand i sine unge dage, men måtte
opgive, da han fik slidgigt i ryggen. Han blev sygemeldt og
fik sygedagpenge, til han havnede på kontanthjælp. Det var
svært for ham at acceptere de fysiske begrænsninger,
smerterne gav, og i løbet af de følgende år startede han 6-7
gange på et nyt job, som han dog hver gang måtte opgive
efter 3-4 uger, fordi han fysisk gik ned på det. Han har nu
søgt en pension, men har fået afslag.
Pia, der
er 33 år, mistede sit arbejde i september 2005 og har været
arbejdsløs i ca. et halvt år, men er nu lige kommet i
arbejde igen. At hun nu arbejder, har dog næsten ingen
konsekvenser for deres økonomi, da Kim bare bliver trukket
tilsvarende i kontanthjælpen, og de som ægtepar stadig
bliver ramt af loftet og mister boligsikring, så længe den
ene af dem fortsat er på kontanthjælp.
Mælken er
rationeret
Når de faste udgifter er betalt, har familien i dag et
rådighedsbeløb på 6.000 kr. pr. måned til tøj, mad,
transport og fornøjelser for 2 voksne og 4 børn (på 12, 13,
14 og 14 år). Det svarer til i alt 200 kr. pr. dag. Det har
bl.a. betydet, at alle madvarer er rationeret, undtagen
rugbrød og havregryn. En liter mælk skal holde en hel dag.
Familien fortæller: ”Vi bliver ofte syge. Hver gang der er
en forkølelse eller influenza, så får vi den. Jeg tror også,
at det skyldes, at vi ikke har råd til at spise så sundt. Vi
har ikke råd til friske grøntsager – nu er det dybfrost. Det
billigste kød er jo også det med mest fedt. Nogle gange går
vi på æblerov. Der er to æbletræer oppe ved biblioteket, så
vi er gået ind og har spurgt, om vi må samle dem op, der er
faldet ned. Så kan ungerne få lidt frisk frugt. Ellers er
det sjældent, vi har råd. Det kan godt være lidt
grænseoverskridende at gøre den slags, men nu er vi nået til
et punkt, hvor vi bare spørger.”
Det gør
ondt, når det går ud over børnene
Efter de blev ramt af kontanthjælpsloftet, flyttede familien
for at spare 1.000 kr. i husleje. Før havde børnene hver
deres værelse, men nu må de dele, og Kim og Pia sover på en
sovesofa i stuen, hvilket ikke er særlig ideelt med Kims
dårlige ryg. De forsøger at se det positive i situationen:
”Børnene lærer andre ting, end hvis vi havde haft røven fuld
af penge. De lærer at tage hensyn på en anden måde, når de
f.eks. skal bo på samme værelse. Men det har også
konsekvenser. Her kommer sjældent kammerater med hjem, for
det er ikke sjovt, når der altid er en anden på værelset,
man skal tage hensyn til”
Den
stramme økonomi har også betydet, at børnene måtte stoppe
med at gå til fritidsaktiviteter, fortæller de: ”En af
drengene gik til fodbold, men måtte stoppe, fordi vi ikke
havde råd. Vi havde en dag været i Føtex og havde fundet et
par nye fodboldstøvler på tilbud til 25 Kr.. Han blev så
glad for støvlerne, men var ked af, at han ikke kunne bruge
dem til noget. Så løb han rundt med dem på ude på
græsplænen.”
Pias
eksmand, der er far til hendes børn, døde i en trafikulykke
i september, mens børnene var på besøg hos deres farmor i
den anden ende af landet. ”Farmoren ringede til os og kunne
ikke finde ud af at fortælle ungerne, hvad der var sket, og
vi blev jo nødt til at køre ned og hente dem med det samme.
Hun kunne selvfølgelig ikke overskue at få dem kørt hjem. Vi
vidste bare ikke, hvor vi skulle finde de 1.000 kr. det
ville koste at køre ned for at hente dem. Så føler man sig
virkelig afmægtig, men det lykkedes da at skaffe pengene.
Til begravelsen havde vi ikke råd til at købe en rigtig
krans fra ungerne. De ville så gerne have haft, at der var
råd til en med et fint silkebånd, hvor der skulle stå
”Farvel far”. Men vi måtte gå til blomsterhandleren og
spørge, hvor meget vi kunne få for 150 kr. Det blev til en
bårebuket og et lille kort, men ikke til et fint bånd, som
ungerne så gerne ville have.”
Man
holder op med at smile, når tænderne bliver så dårlige
Der er heller ikke råd til at få lavet tænder, fortæller
Kim: ”Jeg har søgt kommunen om hjælp til at få lavet tænder,
fordi jeg snart ikke har en pløk tilbage. Det ville koste
ca. 14.000 kr. hvoraf jeg selv skulle betale 3.500 kr. Det
har vi selvfølgelig ikke råd til, så jeg måtte sige nej.
Hvis jeg først skal spare 3.500 kr. op eller afbetale dem,
så er alle mine tænder jo faldet ud, før jeg har sparet nok
sammen. Og kommunen vil ikke betale deres andel, før jeg har
betalt min. Man holder op med at smile, når tænderne bliver
så dårlige. I stedet ringer jeg til lægen og får penicillin”
Social
isolation
Kim og Pia fortæller også, at de praktisk taget ikke har
venner tilbage. ”Selvom folk godt kender vores situation, så
er det som om, de alligevel ikke rigtig tror på det. De
forstår ikke, hvorfor vi ikke bare kan give pigen 100 kr.,
hvis hun gerne vil i biografen med en veninde, og de kan
finde på at sige ”så stik hende dog de 100 kr.”, men vi har
dem jo ikke. Vi siger også fra til fødselsdage. Pias mormor
bliver 80 år snart, og måske er det sidste chance for at
fejre hende, men vi kan ikke finde pengene til at tage af
sted til Nordjylland.”
Kim er
også begyndt at blive angst, når han kommer ud blandt andre
mennesker. Sådan har han aldrig haft det tidligere. Nu
begynder hans hænder at svede, hvis han skal gå ned igennem
byen, og han har svært ved at gå ud og handle. Han føler, at
folk kigger på ham. Selv mener han, at forklaringen skal
findes i de mange års kamp med et system, hvor man bare
føler sig som et nummer – klientgjort og umyndiggjort.
Forsøger
at holde facaden
Kim og Pia fortæller, at de forsøger at holde facaden, og
måske mest for deres egen skyld. ” Vi siger til hinanden: Se
solen skinner. Livet er smukt. Men man kan ikke holde modet
oppe hele tiden – og så går vi ned med et brag.”
Pia
fortæller, at hun i december gik helt ned: ”Jeg kunne ikke
sove. Børnene var bare en irritation. Så fik jeg
antidepressiver og sov i 3 dage. Vi forsøger at skåne
ungerne fra det, så godt vi kan. Jeg fortæller dem, at i dag
har jeg en dag, hvor de bare er nødt til at lade mig være –
de er gode til at acceptere det, og de har heldigvis
hinanden.”
Kim
fortæller, at sidst han gik ned, var det ikke så heldigt:
”Jeg råbte og skreg af Pia. Det skete, efter jeg havde haft
et møde med min sagsbehandler. Jeg følte mig som et stort
nul, der ikke duede til noget – jeg råbte til Pia, at hun
skulle gå ud og finde en anden, for hvad skulle hun med
sådan et nul som mig. Selvværdet er helt i bund. Jeg er
blevet enormt sårbar.”
Velmenende sagsbehandlere har flere gange opfordret dem til
at blive skilt, så de kunne få økonomien til at hænge bedre
sammen. ”Vi har næsten følt, at vi blev presset til det. Og
de spændinger, det giver i et forhold aldrig at have nogle
penge, har da også truet med at presse os ud på skilsmissens
rand, men vi er fast besluttede på, at intet skal have lov
til at skille os ad.”
Fremtiden
Allerhelst ville Kim have et arbejde, hvor han kunne være et
par timer om dagen: ”Jeg kan næsten ikke bære tanken om
måske at skulle vente flere år på at få et flex-job, så det
eneste, jeg ønsker lige nu, er at få fred, slippe for det
umyndiggørende system og kunne få økonomien til at hænge
lidt bedre sammen. Jeg håber, at kommunen vil ændre mening
og alligevel give mig en pension. Det ville give en masse
overskud, som jeg ville bruge på at koncentrere mig mere om
børnene, overskud til at tage ud og fiske eller lege i
haven.”
Pia vil
gerne uddanne sig til socialrådgiver, men det kan ikke hænge
sammen på SU, så det bliver nok aldrig realistisk. Men hun
er også glad for sit nye arbejde.
Hvis
loftet over kontanthjælp blev afskaffet
Til spørgsmålet om, hvad de ville bruge de 2.700 kr. til, de
ville få i boligsikring, hvis loftet blev afskaffet, svarer
de: ”Betale alle vores regninger og have det rart med vores
børn. Gå i biografen eller svømmehallen, eller zoologisk
have. Og leve sundere.”
Interviewet her er kortet ned, men vil kunne læses i sin
fulde længde sammen med en række andre interviews med
loftsramte familier, når bogen ”Livet under loftet” udkommer
senere på året.
Fakta-boks:
Om loven
om loft over kontanthjælp
Loftet over kontanthjælp betyder, at en familie kan miste op
til 2.700 kr. netto hver måned, fordi man bl.a. fratager dem
hele eller dele af den boligsikring, de egentlig er
berettiget til. Loven trådte i kraft januar 2004 med det
formål at give kontanthjælpsmodtagere et ”incitament” til at
tage et arbejde, men loven rammer også mennesker, der slet
ikke kan arbejde, f.eks. langtidssyge og kvinder på barsel.
En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (fra juni
2005) viser, at loven ikke har bevirket, at flere er kommet
i arbejde
Læs mere
om Foreningen til Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter
her |
