 |
 |
 |
 |
Den
socialdemokratiske ordfører indledte sin tale i torsdags med
at gøre status, jeg vil tillade mig at gøre det sammen i
dag. Ikke kun for at fremhæve egne fortræffeligheder, men
fordi der de sidste par år er blevet lagt et fundament, og
at det nu er afgørende, at vi nu får bygget ovenpå.
Da jeg for knapt tre år siden blev valgt til denne
forsamling, der havde jeg jo nok en fornemmelse af, at jeg
ikke ville blive udpeget som overborgmester – i hvert fald
ikke lige med det samme – og at jeg nok heller ikke på anden
vis ville blive en af de mest magtfulde eller
indflydelsesrige borgerrepræsentanter her i salen.
Jeg sagde derfor til mig selv: Signe, hvad er det aller,
aller vigtigste at tage fat på? Når du nu ikke har magt til
at realisere hele din vision for København, hvad er det så
du vil prioritere?
Svaret lå for mig lige for: Jeg vil gøre noget for at
bekæmpe fattigdom, og jeg vil gøre noget for at bekæmpe
diskrimination.
For det rammer dybt, dybt ned i min retfærdighedssans, at
der er mennesker, der ikke får en fair chance for at være
med i samfundet og være en del af fællesskabet, men i stedet
bliver holdt udenfor, enten fordi de ikke har råd til at
være med, eller fordi de mødes med fordomme. Jeg vil have en
by, hvor alle har mulighed for at være med, hvor alle får
chancen for at kunne skabe sig et godt liv.
Hvad er det så for et fundament, der nu er lagt? Det handler
i høj grad om, at der nu er blevet skabt en større politisk
bevidsthed om problemerne. De er blevet meget mere synlige,
og dermed forpligter det også i endnu højere grad os her i
salen til agere og gøre noget ved det.
Fattigdom
Det er ca. to år siden jeg foreslog, at vi gik foran og
lavede en fattigdomsgrænse i København, når nu vi ikke kunne
få et flertal på Christiansborg til at gøre det. Formålet
var netop, at få problemerne frem i lyset og gøre os klogere
på, hvordan vi kunne være med til at bekæmpe fattigdommen og
dens konsekvenser.
Nu har vi fået fattigdomsgrænsen og sammen med den en stor
undersøgelse (som jeg da gerne vil benytte lejligheden her
til at takke socialudvalget og borgmester Mikkel Warming
for).
Og undersøgelsen taler for sig selv. Den viser tydeligt, at
der er fattigdom i vores by, og at det har store
konsekvenser for de mennesker, der er berørt – ikke mindst
de 6.000 fattige børn.
En sådan rapport må vi ikke sidde overhørig. Når syge
mennesker ikke har råd til medicin, når det er et problem at
finde penge til ordentlig mad, når børn ikke får mulighed
for at deltage i fritidsaktiviteter, så er vi forpligtet til
at tage det alvorligt.
Nu kunne jeg godt være fristet til at komme med en lang,
harmdirrende og fuldt berettiget svada mod regering, der
absolut bærer det primære ansvar. Men jeg tvivler på, at det
vil have nogen større effekt. Hvis der skal gøres noget for
de fattige københavnere, så er det op til os, der sidder her
i salen.
Jeg havde håbet på, at der i dag kunne have ligget en
færdigforhandlet fattigdomsaftale, som kunne have indgået i
budgetforhandlingerne. Det har desværre ikke kunnet nås. Men
jeg vil da gerne give et enkelt bud på hvad jeg synes kunne
indgå i sådan en aftale.
Skolemad til fattige københavnerbørn
Når de københavnske skoleelever fra næste skoleår kan sættet
tænderne i den nye lækre skolemad, som overborgmesteren også
nævnte i sin tale, så bliver det desværre også sådan, at de
fattigste børn formentlig må se sultent til. De 20 kr. om
dagen, det kommer til at koste pr. barn, vil helt sikkert
afskære en del af de fattigste fra at være med i ordningen.
Fattigdomsundersøgelsen viste samtidig, at ordentlig mad var
et af de afsavn, som de fattige københavnere led. Vi ved
også, at der er en social slagside, når vi ser på sundhed.
En del af de fattige børn kommer desuden fra familier, der
også på andre områder mangler ressourcer, og hvor det f.eks.
kan knibe med at finde overskud til få smurt en ordentlig
madpakke. Det er disse børn, der har allermest brug for
skolemaden.
Derfor vil jeg foreslå, at vi sætter et pilotprojekt i gang
sammen med Københavns Madhus for at finde ud af, hvordan vi
kan sikre, at der også bliver mad til de fattige børn, og at
det samtidig kommer til at foregå på en måde, så det ikke
virker stigmatiserende. Samtidig er jeg ret overbevist om,
at det vil have en positiv effekt på både sundheden,
indlæringen og konfliktniveauet. Hvis vi brugte
pilotprojekterne til også at få det undersøgt nærmere, så
kunne det blive et stærkt argument, der ville give genlyd
landspolitisk. Jeg håber derfor, der kan samles politisk
opbakning til at afsætte pengene til det i
budgetforhandlinger.
Dette var som sagt bare et enkelt bud, men jeg ser frem til
at få lavet en fattigdomsaftale, der samler en række
initiativer, der tilsammen kan afbøde nogle af de
konsekvenser, der er ved at leve i fattigdom.
Fattigdom i beskæftigelsesaftalerne
Jeg vil også gerne her takke beskæftigelses og
Integrationsudvalget og Borgmester Jakob Hougaard for, at vi
nu for tredje år i træk har lavet en beskæftigelsesaftale,
hvor der er et væsentligt fokus på fattigdom.
Beskæftigelsespolitikken er jo netop et af de væsentligste
værktøjer til at hjælpe folk ud af fattigdommen. Jeg håber
derfor også, at der vil blive fundet penge til at realisere
denne aftale.
Men vi skal jo nok ikke forvente, at fattigdommen forsvinder
sådan lige med det samme, derfor er det vigtigt, at vi
insistere på fortsat at holde fokus på området. Jeg vil
derfor også opfordre til, at vi med nogle års mellemrum
gentager fattigdomsundersøgelsen, og at alle forvaltninger
hvert år kommer med handleplaner for, hvordan de kan være
med til at modvirke fattigdommen og dens konsekvenser.
Men som sagt, vi har fået skabt et rigtig godt fundament, vi
har fået en masse viden, nu er tiden kommet til at vi bygger
ovenpå med konkrete initiativer. Og det er op til os at
sikre, at der sker noget.
Diskrimination
Det andet område, der har været vigtigt for mig at gøre
noget ved, er bekæmpelse af diskrimination. Også her har vi
fået lagt et rigtig godt fundament.
For et par år siden kunne man havne i diskussioner om,
hvorvidt der overhovedet fandtes diskrimination. I dag har
vi fået lavet en række undersøgelser der viser at mange i
hvert fad oplever at de bliver diskrimineret. Nå f.eks. hver
4. indvandrer føler sig diskrimineret, så er det noget vi må
tage alvorligt.
Der er blevet sat en række initiativer i gang, bl.a. i BIF,
hvor der er lavet hjemmeside til registrering af
diskrimination, og der foregår et rigtig godt samarbejde med
NGO og andre. Der er endda en lille pulje penge til nye
initiativer, og her så jeg gerne at det næste initiativ
blev, at vi fik skabt en samlet antidiskriminationspolitik
for hele kommunen, hvor vi samlede de mange gode
initiativer, der er i gang rundt omkring i forvaltningerne,
og sikrede, at der blev en bedre sammenhæng og koordinering.
Pengene til det kan formentlig findes i
diskriminationspuljen, hvis der er politisk vilje til det i
udvalget, så det behøver jeg ikke at bede om her, men jeg
synes alligevel at det er relevant at nævne det. Sikker by
og tryg by har været temaer, der har været fremme i debatten
og som formentlig også ville få en plads i
budgetforhandlingerne, og her ville det være et rigtig godt
signal at sende, at vi også tager indsatsen mod
diskrimination alvorligt.
Det andet sted diskriminations-indstatsen har været
forankret er hos borgerrådgiveren. Jeg synes han har løftet
opgaven og virkelig taget den til sig – så ros for det. Men
vi har fortsat et problem med, at mange, navnlig blandt
etniske minoritetsgrupper ikke ved at borgerrådgiveren
eksisterer. De sidste par år har vi valgt ikke at prioritere
det i budgetforhandlingerne, men jeg synes det er væsentlig
at vi gør det i år. Det hjælper jo ikke meget, at der er et
sted, man kan gå hen og få hjælp, hvis man ikke ved at det
eksisterer.
Jeg er sikker på, at mange af jer, er enige i, at vi skal
have en by, hvor alle får en chance. Hvor ingen bliver holdt
udenfor, fordi de ikke har råd til at være med, eller fordi
de mødes med fordomme. Jeg håber at årets budget også bliver
et budget, hvor vi viser, at vi tager fattigdom og
diskrimination alvorligt. |
|
|
 |
 |
 |
 |
Tilbage til oversigten:
Sagt og skrevet |