Familierådgivere
skal forebygge ungdomskriminalitet
Bragt i Lokalavisen Nørrebro/Nordvest den 7. maj 2009
Af Ninna Thomsen, socialordfører, og Signe Goldmann,
beskæftigelses- og integrationsordfører, begge SF
Kriminalitet begået
af unge opstår sjældent ud af det blå. Ganske ofte kommer
kriminelle unge fra familier som er ramt af sociale
problemer. Måske er forældrene psykisk syge eller har et
alkohol- eller pillemisbrug og har derfor ikke det fornødne
overskud til at give deres børn den nødvendige opmærksomhed
og omsorg. Det er derfor vigtigt at sætte ind over for
familierne når vi skal bekæmpe kriminalitet begået af unge.
Udelukkende at fokusere på at straffe de unge har ikke en
langsigtet præventiv effekt.
Derfor sætter Københavns Kommune nu et tre-årigt forsøg i
gang som har til formål at sikre, at børn og unge i
Tingbjerg og på Nørrebro ikke fortsætter ud af en kriminel
løbebane eller bliver tilknyttet bander. Særligt uddannede
familierådgivere skal lave det opsøgende arbejde og trænes i
at opdage skjulte problemer som druk, pillemisbrug og
psykisk sygdom. Familierådgiverne skal arbejde på tværs af
de kommunale forvaltninger, så vi sikrer, at der tages hånd
om alle de problemer der opdages i familierne, hvad end det
drejer sig om sociale, integrationsmæssige eller
beskæftigelsesproblemer.
I SF har vi stor tiltro til projektet fordi det er
helhedsorienteret, langsigtet og frem for alt baseret på
kontakt, tillid og tryghed. Familierådgiverne skal nemlig
møde familierne med tilbud og tillid og ikke med tvang og
krav, som desværre ganske ofte er den opfattelse dårligt
stillede familier har af kommunen.