 |
 |
 |
 |
Når de københavnske
skoleelever fra næste skoleår kan sættet tænderne i den nye
lækre skolemad, så må de fattigste børn formentlig se
sultent til. De 20 kr. om dagen, det kommer til at koste pr.
barn, kan afskære en del af de fattigste fra at være med i
ordningen. Derfor er der brug for politiske initiativer, der
kan sikre, at der også bliver mad til dem
I København har vi besluttet, at skoleeleverne skal have
noget ordentligt mad. Engagerede kokke, ernæringseksperter
og andre dygtige og kloge madfolk har sammen udviklet den
nye madordning, så det både skulle blive en fornøjelse for
børnene at spise, og så de samtidig får det, de har brug
for. Formentlig vil de fyldte og veltilfredse mave gavne
både indlæringsevnen, sundhedstilstanden og konfliktniveauet
i positiv retning. Så alt i alt et rigtig godt initiativ.
Det eneste problem er, at madordningen kommer til at koste
20 kr. om dagen pr. barn – ikke noget problem for de fleste,
til gengæld helt urealistisk for de fattigste.
I foråret lavede København en stor fattigdomsundersøgelse,
der bl.a. viste, at 6.000 børn i byen lever under
fattigdomsgrænsen. Undersøgelsen viste også at ordentlig mad
var et af de afsavn, som de fattige københavnere led. Vi ved
også, at der er en social slagside, når vi ser på sundhed.
En del af de fattige børn kommer desuden fra familier, der
også på andre områder mangler ressourcer, og hvor det f.eks.
kan knibe med at finde overskud til få smurt en ordentlig
madpakke. Det er disse børn, der har allermest brug for
skolemaden.
Jeg ved, at det i en tid, hvor den kommunale økonomi presses
hårdt fra regeringens side, kan være svært at finde penge
til nye tiltage. At finde pengene til at gøre skolemaden
gratis for alle, er nok urealistisk, men jeg synes
simpelthen, vi bliver nødt til at se på, om der kan findes
løsninger for de fattigste.
Hvis vi vil sikre skolemad til de fattige børn, så er der
dog en række spørgsmål, vi bliver nødt til at få afklaret:
Hvordan undgår vi social stigmatisering, hvis nogle får
gratis skolemad og andre betaler? Hvordan udpeger vi bedst
de børn, der trænger til skolemad? Skal det f.eks. være en
indtægtsgrænse, der skal afgøre det, eller kunne vi f.eks.
bruge sundhedsplejerskerne eller socialrådgivere til at
udvælge børnene? Hvad ville effekten være af en målrettet
indsats for de yngste elever? Kunne der også være andre
metoder end gratis skolemad? Jeg synes derfor det ville være
rigtig godt, hvis vi fik sat en række pilotprojekter i gang,
der tilsammen kunne give os de erfaringer, vi har brug for.
Samtidig er jeg ret overbevist om, at det vil have en
positiv effekt på både indlæringen og konfliktniveauet. Hvis
vi brugte pilotprojekterne til også at få det undersøgt
nærmere, så kunne det blive et stærkt argument, der ville
give genlyd landspolitisk. Jeg håber derfor, der kan samles
politisk opbakning til at afsætte pengene ved de kommende
budgetforhandlinger.
Vi har en regering, der systematisk har gjort de fattige
fattigere, med love som starthjælp og kontanthjælpsloft, der
også i høj grad rammer familier med børn. Vi ved fra
fattigdomsundersøgelsen, at det har store konsekvenser, også
for børnene. Det forpligter os efter min mening til i endnu
højere grad at være opmærksomme på, hvordan vi kan sikre, at
de fattige børn får de samme muligheder, som vi vil give
alle byens andre børn. |
|
|
 |
 |
 |
 |
Tilbage til oversigten:
Sagt og skrevet |
