Kontakt Bliv medlem
 www.sf.dk
Forside
Nyheder
Politik
Om Signe
Sagt og skrevet
Det sker
Links
Hovedstadsregionen
Tilbage til oversigten: Sagt og skrevet

Min budgettale om klima, Nørrebrogade, ungdomsarbejdsløshed og diskrimination


Holdt i Borgerrepræsentationen den 3. september 2009
 
Som SF’s ordfører på både teknik- og miljøområdet og på beskæftigelses- og integrationsområdet vil min budgettale i dag omhandle disse to områder.

Jeg vil starte teknik- og miljøområdet

Om kort tid vil verdens øjne være rettet mod København når klimatopmødet løber af staben. Det er helt afgørende, at man når et godt resultat. Det er verdens fremtid, der står på spil. Det er ønsket om at sikre, at der også er en bæredygtig verden at give videre til vores børnebørn og oldebørn.

I København har vi vedtaget en ambitiøs klimaplan, som kunne gøre os til foregangsby – det gode eksempel for resten af verden. Vidnesbyrdet om, at det kan lade sig gøre. Men der skal sættes handling bag de mange fine ord i Klimaplanen.

Selvom man her i budgetforhandlingerne let kan få en følelse af, at der ikke er penge nok, så skal vi måske lige minde hinanden om, at vi bor i en af verdens mest privilegerede lande. Hvis ikke vi synes vi har råd til for alvor at gøre noget, så er der jo ikke meget håb for resten af verden. Derfor synes jeg slet ikke vi kan komme udenom, at vi må prioritere klimaet - også i årets budget.

Nørrebrogade

En del af klima-indsatsen handler også om, hvordan vi kan indrette trafikken i byen, så vi fremmer de miljørigtige transportformer – cyklerne og den kollektive trafik - og minimerer dem, der sviner mest – altså bilerne.

I denne periode har vi taget et meget stort skridt i den rigtige retning ved at lukke Nørrebrogade for gennemkørende biler. Ikke fordi lukningen af Nørrebrogade i sig selv kan løse alle byens trafikproblemer, men fordi Nørrebrogade er et vidnesbyrd om, at vi tør tænke byens trafik på en anden måde. At vi tør gøre op med årtiers vanetænkning om at veje skal bygges for bilernes skyld og på bilernes præmisser.

Jeg vil i den sammenhæng gerne rose Klaus Bondam for ikke at have vaklet på noget tidspunkt. Næste skridt nu er at vi prioriterer en permanent løsning for Nørrebrogade i budgettet. Og at vi i det hele taget sikre, at det er dette tankesæt, der også kommer til at skinne igennem. Det er rigtig vigtigt for SF.

Beskæftigelses- og Integrationsområdet

Den økonomiske krise har raset verden over, og har også ramt beskæftigelsen i København, hvor vi desværre har haft en eksplosiv stigning i ungdomsarbejdsløsheden. Det bliver vi simpelthen nødt til at handle på. Vi må bare ikke tabe en ny ungdomsgeneration på gulvet.

Der er allerede aftalt en række initiativer, som der er fundet finansiering til. Men der er særlig et område, hvor jeg mener, vi er nødt til at gøre noget mere. Det handler om, at Københavns Kommune bør gå foran i forhold til at skaffe praktik og elevpladser til de unge, og at vi på den måde lever op til vores medansvar for, at de kan få en uddannelse.

Det kan måske blive svært, hvis pengene til de ekstra pladser skal findes særskilt i budgettet. Men hvis de forskellige forvaltninger kan presses til at skabe flere pladser via nogle forpligtende hensigtserklæringer i budgetaftalen, eller måske ved at få alle forvaltninger til fremover at spytte i en fælles praktikplads-pulje, så vil det da være et skridt på vejen.

Diskrimination

Som de fleste sikkert ved, så har jeg i al den tid jeg har siddet her i BR, kæmpet for, at vi skulle styrke indsatsen mod diskrimination.

Alle mennesker fortjener at blive behandlet med respekt og blive vurderet på baggrund af deres holdninger, handlinger og kvalifikationer og ikke på baggrund af andres fordomme.

Institut for Menneskerettigheder har lavet en rapport, der viser, at vi stadig har et stykke vej at gå i Københavns Kommune.

Der er blevet sat en del i gang, og noget at det sidste er arbejdet med at få lavet en plan for en samlet antidiskriminations- og ligebehandlingpolitik for Kommunen. En indsats hvor der bl.a. skal laves en kommunikationsstrategi i forhold til etniske minoriteter, så vi også kan sikre, at de får de vigtige informationer, de har brug for. Det vil koste et mindre beløb, og jeg håber vi kan finde pengene i budgettet.

Et andet område, der også har en tæt sammenhæng med diskriminationsindsatsen er borgerrådgiveren – Københavns Kommunes Ombudsmand. Der er mange, der har opdaget, at han eksistere, og søger ham, når de oplever at de kommer i klemmer, eller bliver urimeligt behandlet af kommunen. Men de mange nye klager er ikke blevet fulgt op med flere ressourcer til Borgerrådgiveren. Resultate bliver, at han får mindre tid til at samarbejde med forvaltningerne om at forebygge klager.


Jeg ved at der er andre store områder, der kræver opmærksomhed i budgettet, og at der ikke er så mange penge at rutte med, som vi kunne ønske os. Jeg vil derfor holde inde her, med ønsket om, at vi i år får en god og konstruktiv budgetproces.

Tilbage til oversigten: Sagt og skrevet

 
 
Signe Goldmann - Rungsted Plads 21, 4.th., 2200 København N. - Telefon: 60 10 10 32