|
For kort tid siden indgik Socialdemokraterne i København et
budgetforlig, hvor de valgte venstrefløjen fra og lavede
skattelettelser sammen med de borgerlige. I denne uge er det
udlicitering af beskæftigelsesindsatsen, der er på
dagsordnen. Hvis det ikke lykkes at tale Socialdemokraterne
til fornuft inden mødet i Borgerrepræsentationen på torsdag,
bliver vi vidne til endnu en højresvingsulykke fra deres
side - denne gang med de arbejdsløse som taberne. Sagen
handler om, hvorvidt det fortsat er kommunen selv, der skal
stå for beskæftigelsesindsatsen for kontanthjælpsmodtagere i
matchgruppe 1-3 (dem der er mest arbejdsmarkedsparate),
eller om indsatsen fremover skal sendes i udbud.
I Holland, hvor man har udliciteret indsatsen, har man
haft så dårlige erfaringer, at man nu overvejer at gå
tilbage igen. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at det
går ligeså galt i København, men hvorfor tage chancen, når
vi har nogle dygtige kommunale beskæftigelsescentre, med
medarbejdere, der har mange års erfaring i at hjælpe
arbejdsløse i job.
Denne bekymring deles også af en stor del af
fagbevægelsen, hvilket fremgår at et høringssvar fra HK, DS,
FOA og TIB, hvori de stærkt fraråder et udbud.
Der er altså ingen objektive grunde til at tro, at det
skulle blive bedre eller billigere - tvært imod. Det er
derfor alene et ideologisk spørgsmål: tror man at private
kan gøre det bedre, alene fordi de er private?
Det plejer at være højrefløjens standpunkt - men i
København har højrefløjen nu igen fundet en alliancepartner
i Socialdemokraterne. Det er trist - ikke mindst for de
mange kontanthjælpsmodtagere, der fortjener, at vi gør en
ordentlig indsats.
Der er rødt flertal på Københavns Rådhus. Jeg håber
Socialdemokraterne snart kommer til fornuft, så vi kan
begynde at bruge det. |