 |
 |
 |
 |
Der bliver ikke truffet beslutning i dag om at sende
beskæftigelsesindsatsen i udbud. SF og Enhedslisten vil på
dagens møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bruge
deres standsningsret og dermed udskyde beslutningen til et
senere BR-møde.
På mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget senere i
dag skal udvalget bag lukkede døre tage stilling til, om
beskæftigelsesindsatsen overfor de ledige i matchgruppe 1-3
skal sendes i udbud, eller om det fortsat skal være
kommunens egne beskæftigelsescentre, der skal stå for
opgaven.
SF og Enhedslisten frygter, at et udbud på længere sigt vil
resultere i en ringere indsats overfor de ledige. En frygt,
der også fremgår af høringssvar fra HK, DS, FOA og TIB. De
to partier har derfor i sinde at bruge deres standsningsret,
så sagen kommer til åben debat i BR-salen.
Signe Goldmann, beskæftigelsesordfører for SF, udtaler:
- Jeg er ikke principielt modstander at sende opgaver i
udbud, men der skal være gode saglige argumenter for at gøre
det. Dem har jeg meget svært ved at få øje på i denne sag.
Tværtimod peger erfaringer fra Holland på, at indsatsen
overfor de ledige er blevet dårligere, efter at de har lagt
opgaven over til private. Jeg frygter, at det samme vil ske
her, og at det bliver med de ledige københavnere som tabere.
Jette Gottlieb, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten,
siger:
- Jeg finder et udbud ubegrundet og uargumenteret. Vores
beskæftigelsescentre har nogle kvaliteter, som ikke findes
andre steder, og jeg frygter, at der vil ske en væsentlig
kvalitetsforringelse i beskæftigelsesindsatsen ved
udlicitering. Desuden har jeg ikke hørt ét eneste positivt
argument for udbud - hverken at det skulle blive billigere
eller bedre kvalitet.
Endelig har jeg bedt om evaluering af de allerede foretagne
udliciteringer, og den har jeg ikke set noget til.
Ved at standse sagen og sende den direkte videre til
BR-salen, håber SF og Enhedslisten, at man vil kunne få en
grundigere debat, og at det samtidig vil give de andre
partier mulighed for at tænke sig om en ekstra gang, inden
man træffer så vidtrækkende en beslutning. |
|
|
 |
 |
 |
 |
Tilbage til oversigten:
Nyheder |