|
Heksen fra Marstal
Jeg har aldrig kendt min oldefar. Han døde længe før jeg kom til
verden. Men jeg har kendt til ham, siden jeg var en lille pige.
Jeg har hørt historierne om, hvordan indbyggere i Marstal slog
korsets tegn, kastede salt over skulderen og gik over på den
anden side af gaden, når han kom gående gennem byen, for man var
ganske overbevist om, at han var en heks, og at han ville kaste
"onde øjne" på en, hvis man ikke passede på.
Jeg kender ikke forklaringen på, hvorfor han blev udråbt som
heks. Han var født med et godt hoved, og havde en stor interesse
for den nytænkning, der var indenfor fysikken i starten af
1900-tallet, hvilket formentlig er blevet anset for mærkværdigt
og mistænkeligt på egnen. Jeg har også hørt, at han engang havde
fundet en fugl, med brækket vinge, som han tog til sig. Den blev
efter sigende helt tam og kom og satte sig på hans skulder,
hvilket måske også har bidraget til myterne.
Den sidste retssag om hekseri
Historierne har gjort et stort indtryk på mig, men først som
voksen gik det op for mig, hvor grufuldt og umådeligt ensomt,
det må have været for min oldefar - for hvordan kan man forsvare
sig mod den slags beskyldninger - hvordan modbeviser man, at man
er en heks?
Han tog dog til genmæle. Engang, da han blev beskyldt for at
have kastet "onde øjne", valgte han at lægge sag an for
injurier. Det blev den sidste retssag i Danmark om hekseri.
Herefter stilnede beskydningerne af, men de, der var overbeviste
om, at han var heks, ændrede ikke deres opfattelse af den grund.
Man har måske en forestilling om, at heksetro er noget, der
kun hører den mørke middelalder til, men det er alligevel ikke
mere end 70 år siden, min oldefar døde. Jeg har fået fortalt, at
da han lå på sit dødsleje på Ærøskøbing Sygehus, satte
personalet et stearinlys under hans seng - for som man sagde, så
kunne en heks jo kun dø over åben ild.
Min morfar forlod Ærø
Beskyldningerne om hekseri, kom også til at præge min morfar,
som jeg holdt meget af. Gennem hele sin barndom og ungdom var han
stemplet som heksens søn. Han blev udlært maler, men selvom han
var blandt de dygtigste, kunne han ikke finde arbejde nok til, at
han kunne klare sig. Kun kommunen ville bruge ham, de fleste
andre undgik ham, så til sidst opgav han og flyttede fra Ærø til
København.
Da 2. verdenskrig kom, oplevede han igen diskriminationen og
forfølgelsen, nu pga. det jødiske Goldmann.
Jeg har altid kendt min morfar som en meget stolt og stærk
mand med en stor vilje at hjælpe andre mennesker. Men da han
blev rigtig gammel, indhentede fortidens dæmoner ham. Han følte
sig forfulgt og sad inden døre bag lukkede vinduer og nedrullede
gardiner, selv på de hedeste sommerdage.
Nutidens syndebukke
Overtroen og forfølgelsen af mennesker, man troede var hekse,
hører heldigvis fortiden til, men trangen til at finde
syndebukke, er desværre ligeså levende i dag. Den måde Danmark
de sidste par årtier har behandlet mange indvandrere og
flygtninge på, er ikke så forskellig fra det, min morfar og
oldefar oplevede.
Mobning, diskrimination og forfølgelser vil formentlig altid
eksistere, det er nok ikke en kamp, der kan vindes en gang for
alle - men vi kan alle sammen gøre vores til at holde det nede.
Når jeg i dag har kampen mod diskrimination som en af mine
politiske mærkesager, så er det ikke en tilfældighed. Alle
mennesker fortjener at blive behandlet med respekt og blive
vurderet på baggrund af deres holdninger og handlinger og ikke
på baggrund af andres fordomme. |
