|
|
|
|
Personlige historier |
 |
Som Askepot til bal på Rådhuset |
|
|
Historien om, hvordan jeg fik syet min ødelagte
kjole, og næsten mistede min ene sko, da jeg var til mit
første bal på rådhuset.
 |
 |
 |
 |
Der skulle være fin fest
på Rådhuset, hvor alle diplomaterne var inviteret, og
direktørerne og BR medlemmerne selvfølgelig. Jeg er ikke trænet
i at gå til den slags fine fester, og måtte om helt bagerst i
klædeskabet for at finde en kjole frem, som jeg havde købt for
nogle år siden til et bryllup: En støvet blågrøn
havfrueprinsesse kjole. Det var det nærmeste jeg kunne komme til
noget, der ville være passende påklædning. Jeg kunne heldigvis
stadig passe den på trods af, at der var kommet et par ekstra
kilo til siden, og med hjælp fra en god veninde, og en ordentlig
gang hårlak, lykkedes det at få håret sat op, så det passede til
– og så var jeg klar.
En ødelagt kjole
Jeg ringede efter en taxa og den kom så det lige passede med, at
jeg kunne være der til tiden. Jeg kørte af sted lidt
fremmedgjort over den uvante påklædning, og lidt bekymret for,
om jeg nu var blevet for fin, men den bekymring forsvandt
fuldstændig, da jeg lænede mig frem for at række mit dankort til
chaufføren. ”Knæk” sagde det, og så røg den ene skulderstrop.
Fuck.
Der var ikke tid til at køre hjem igen for at sy den. Da vi
passerede Rådhuspladsen, kunne jeg se alle de fine folk, der
blev sat af ved hovedtrappen, så jeg dirigerede i stedet
chaufføren til at køre til Rådhusets bagindgang, i håb om at en
af vagterne her kunne hjælpe mig med en sikkerhedsnål eller bare
en hæfteklamme, der kunne holde stroppen på plads. Det ville
være så upassende, hvis barmen faldt ud og rullede ned i suppen,
under den fine middag.
Det er nogle vældig flinke vagter vi har på Rådhuset, og så
snart de var blevet sat ind i situationen, gik de i gang med at
rode skuffer og skabe igennem efter sikkerhedsnåle eller andre
brugbare remedier. En huskede, at der engang havde været nogle
hjemmeværnsmænd på besøg, som vist havde foræret dem et sykit,
men det lykkedes ikke at finde det. Jeg var efterhånden nået
dertil, at jeg synes at en hæfteklamme lød som en fornuftig
løsning, da der pludselig var en, der kom i tanke om, at der var
en Linnedstue på Rådhuset, og måske var der en syerske deroppe.
Linnedstuen
Der blev ringet, hun var der heldigvis, og straks efter var jeg,
eskorteret af en af vagterne, på vej op med først den
almindelige elevator, så en længere gåtur hen til
godselevatoren, og endnu et par etager op, igennem rum hvor
kongeligt porcelæn og andet var stillet af vejen, for til sidst
at komme til Linnedstuen, hvor en venlig dame stod klar til at
sy den strop, som jeg af hensyn til anstændigheden havde gået og
holdt på siden jeg ankom til Rådhuset.
Hun åbnede en stor skuffe, udvalgte en blågrøn sytråd, der
matchede, og gik derefter i gang med at sy. Hun beklagede flere
gange, at det ikke blev helt så pænt, som hun kunne ønske sig,
og at jeg heller selv måtte sy det om, når jeg kom hjem. Men jeg
var bare lykkelig for at slippe for hæfteklammer, og i øvrigt
var det nydeligt syet – jeg kunne i hvert fald ikke have gjort
det bedre.
Jeg takkede mange gange, og hun fortalte, at hun var her til det
samme. Til disse fine fester var der altid en heroppe de første
par timer, som netop kunne sy en kjole, der var gået i stykker
eller fjerne en plet på en skjorte. Jeg var imponeret. Det
føltes nærmest som et levn fra en svunden og mere eventyrlig tid
– rigtig bal på slottet. Men meget heldigt for mig, måtte jeg jo
indrømme.
En næsten mistet sko
Lettere forsinket lykkedes det mig at finde vejen tilbage og ned
til velkomstchampagnen i rådhushallen, hvor alle de andre gæster
for længst havde indfundet sig. Jeg overvejede, om jeg lige
kunne nå at få mig en halv smøg ovenpå den hektiske start, men
jeg nåede kun lige at nippe til champagnen, før vi blev bedt om
at sætte os på de opstillede stole midt i hallen.
Så var der taler og musik i en times tid, hvorefter alle blev
bedt om at gå over til den store trappe til højre og op til
festsale på 2. sal, hvor maden var klar. Jeg tænkte, at hvis jeg
nu skyndte mig rigtig meget, så kunne jeg lige gå forbi trappen
og nå ud og få en smøg i rådhushaven før alle var nået op. Jeg
gik så hurtigt som jeg turde (er ikke helt sikker på benene i
stiletter), og nåede at komme op forrest i feltet, da min ene
hæl pludselig forsvandt under mig.
Jeg kiggede ned. Den ene stilethæl havde fundet vej ned i en af
rillerne i en rist i gulvet. Jeg prøvede forsigtig om jeg kunne
trække foden til mig, men den sad rimelig godt fast. Jeg kiggede
mig tilbage. Flere hundrede fint klædte mennesker havde retning
direkte imod mig. Fuck. Jeg tænkte, om jeg skulle bukke mig ned,
og tage skoen af og se, om jeg kunne lirke den op, men jeg kunne
selvfølgelig også lige prøve at hive foden lidt hårdere til mig.
Så jeg lagde kræfter i, benet og skoen fulgte med, og jeg nåede
at gå to skridt med en stor rist hængende fat i min spinkle hæl.
Fuck.
Reddet af vagterne igen
Jeg nåede lige at se mig til bage igen. Hullet i gulvet, alle
gæsterne, der kom faretruende nærmere, med risiko for brækkede
ben og … Så ud af min øjenkrog så jeg en af vagterne. Det er
muligt han bare kom løbende hen og bukkede sig ned, men fra min
vinkel så det nærmest ud som om han kastede sig hen over gulvet
som en anden James Bond, og redde mig fra den tunge genstridige
rist. Taknemmelig over at være befriet, lidt pinlig berørt,
meget forvirret og med en overvældende trang til at bryde sammen
i latter, skyndte jeg mig ud, uden at se mig tilbage, for at få
den smøg, som jeg efterhånden synes, jeg havde gjort mig meget
fortjent til.
Resten af festen gik i øvrigt fint, og jeg kunne bl.a.
underholde den britiske ambassadør, som jeg havde til bords, med
min historie om de mange trængsler jeg have været igennem før
jeg endelig nåede til middagen. Næsten som en moderne
fortolkning af Askepot. |
|
|
 |
 |
 |
 |
|
| |
|
|
|
